Veyhe fortsatte podiestimen

Torkil Veyhe forsatte Team WeBike-CK Aarhus’ imponerende forårssæson og lukkede dermed en fantastisk maj måned med en andenplads i Sønderborg. 

Maj måned har været helt eminent for Team WeBike-CK Aarhus. En andenplads, to tredjeplader og tre sejre havde ingen forudset ved sæsonstart, og der er derfor fantastisk stemning på teamet.

I går lykkedes det igen Team WeBike-CK Aarhus at sidde med helt fremme, og teamet var igen på forkant, da Torkil Veyhe snuppede en andenplads.

Igen med en stærk indsats, hvor Torkil i går tog den største del af slæbet i det afgørende udbrud med Kristian Haugaard (coloQuick-CULT) og Jannik Hyldtoft (AlmeBorg-Bornholm).

“Det mest imponerende, har været, at vi har siddet med minimum to mand i alle afgørende udbrud i maj måned. Måske allervildeste i Silkeborg, hvor vi sad tre ud af seks mand,” siger sportsdirektør Michael Hvilsted.

Han havde også kun ros til overs for rytternes indsats i går.

“Alle dækker hinanden af, og kører med i de hug, der kommer. Det var ret meget indianerløb de første 75 kilometer. Allerførst kom både Muff og Torkil i et syv-mands-hug, som vi troede ville køre. Men det fik kun 30 sekunder, inden kortene blev blandet igen. Det lykkedes så Torkil og Nicklas at komme afsted i en større gruppe, som Torkil altså kørte væk fra til sidst,” uddyber han.

Næste uge gælder det en tur til solskinsøen Bornholm til 185,6 kilometers Post Cup.
Du kan følge løbet live fra 12:00-12:15 og igen fra 15:30-16:30 på TV2 Bornholm

Total Views: 446 ,