Steengaard på podiet i sidevindsræs

Team WeBike-CK Aarhus var med i alt, da hård sidevind skabte et meget seværdigt cykelløb i Hobro. Frederik Muff, Jes Steengaard og Nicklas Pedersen kom med i det afgørende udbrud. Steengaard kom på podiet og førertrøjen blev forsvaret. 

Hvem siger, at efterårsløb er kedelige?

Den påstand blev i hvertfald afkræftet, da Team WeBike-CK Aarhus i går trak i de kongeblå-trikoter og kørte 155 kilometers A-løb i Hobro. Løbet var præget af hård sidevind og offensiv kørsel fra flere hold.

Efter omkring 17 kilometer kom den godt 30 kilometer lange rutes mest afgørende punkt. Først den hårde bakke på Sdr. Onsildvej og derefter små, åbne veje med sidevind indtil mål. Efter to omgange kørte dagens første udbrud, hvor teamet var repræsenteret med både Jakob Frandsen og Nils Lau Nyborg Broge.

Udbruddet sad foran i to omgange, men en jagt i feltet var i fuld gang. Orkestreret af de to fuldtidsprofessionelle Rasmus Guldhammer (Stölting-Service Group) og Sebastian Lander (ONE Pro Cycling) samarbejdede flere ryttere og hold i front. Udbruddet blev derfor med halvanden omgang igen og herefter åbnede cykelløbet i gang.

På vej ud på sidste omgang kørte Muff, Steengaard og Pedersen afsted i et stærkt 16 mands udbryd, der hurtigt fik et hul til feltet. I finalen kørte Mathias Dam Westergaard og Kasper Asgreen væk, mens Steengaard og Pedersen blev 3 og 4 efter fint leadout-arbejde fra Frederik Muff.

“Det var et vildt cykelløb. Men det er imponernede, at drengene er med helt fremme hver gang. De sidder sammen og leverer en klasse-indsats. En mand på podiet og fire mand i top-15 viser dette,” siger Eskil Vammen, der vikarierede Michael Hvilsted i servicevognen.

Jes Steengaard var også tilfreds.

“Det er mit første podie til et landevejsløb A-klassen, så jeg er godt tilfreds. Det er ærgerligt, at de to kommer væk til sidst, men tilgengæld fik jeg kørt en fin spurt, og Nicklas beholder trøjen. Vi kører super-flot igen i dag alle mand,” sagde han efter indsatsen.

Frederik Muff blev nummer 12, mens Nils Lau Nyborg Broge ligeledes kørte sig i præmierækken.

To mand på podiet til Jysk-Fynske-Mesterskaber i enkeltstart
Torkil Veyhe blev nummer 4 og Nils Lau Nyborg Broge nummer 6, da CK Aarhus lørdag afholdt Jysk-Fynske-Mesterskaber i enkeltstart. Da nummer tre og nummer fem på startlisten ikke var tilknyttet distriktet betyder det, at Torkil Veyhe fik sølv og Nils Lau Nyborg Broge fik bronze.

Den 35 kilometer lange enkeltstart blev vundet af Martin Toft Madsen. Den danskemester kørte imponerende 50,4 km/t i gennemsnit, og en udtagelse til det forstående VM i Qatar må være svær for landstrænerne at komme uden om.

“Drengene kører gode enkeltstarter, men Toft er bare en klasse for sig selv. Kæmpe cadeau til ham – han var urørlig,” siger Martin Wang Hjørngaard, der sad i bilen bag Frederik Muff på dagen.

Han blev nummer 13, Nicklas Pedersen nummer 12 og Jakob Frandsen nummer 21.

FOTO: Michelle Tolbøll // CykelFoto

Total Views: 419 ,