DANMARKS STÆRKESTE DCU-TEAM FORTSÆTTER I 2017

Team WeBike-CK Aarhus vil igen være at finde på landevejen i 2017. Holdet har fundet en ny hovedsponsor, der sikrer den fremtidige eksistens. 

Det er med stor glæde, at Team WeBike-CK Aarhus kan fortælle, at holdet også i 2017 vil tørne ud på landevejen. Som flere af jer læse i Aarhus Stiftstidende tidligere i år, så udløber holdets aftale med den nuværende hovedsponsor, WeBike, ved årsskiftet.

“Vores aftale med WeBike udløber 1. januar, og dermed slutter første æra i holdets historie. Vi har været enormt glade for den støtte og opbakning, vi har fået for WeBike, og vi vil gerne sige tak for hjælpen med at bygge holdet op. Det glæder os også, at WeBike fortsat vil være at finde som sponsor i vores moderklub, CK Aarhus,” siger teamchef Martin Wang Hjørngaard.

Gode resultater i 2016 og håbet om at kunne udvide setuppet satte tryk på kedlerne tidligere i år. Det store arbejde har nu båret frugt, og holdet har fundet en ny hovedsponsor, der sikrer, at holdet også i 2017 vil være at finde i toppen af dansk cykelsport.

“Vi er meget glade for at have lavet en aftale med en spændende hovedsponsor, som er tiltalt af vores koncept,” fortæller Martin Wang Hjørngaard.

På nuværende tidspunkt kan vi ikke offentliggøre mere om aftalen, men vi glæder os til at fortælle mere til et pressemøde på Aarhus Cyklebane senere i år.

Total Views: 209 ,