AURA ENERGI TILTRÆDER SOM NY HOVEDSPONSOR

AURA Energi tiltræder som ny hovedsponsor for det nu tidligere Team WeBike-CK Aarhus. Danmarks stærkeste DCU-team skifter dermed navn til Team AURA Energi – CK Aarhus.

Af Frederik Muff Hansen // FOTO: Toke Hage

Aura Energi er ny hovedsponsor for CK Aarhus’ DCU Elite Team, der fra i dag har skiftet navn fra Team WeBike-CK Aarhus til AURA Energi-CK Aarhus.

Den udmelding var en fyldt restaurant på Aarhus Cyklebane torsdag aften vidne til, da det nu hedengangne Team WeBike-CK Aarhus’ havde inviteret til pressemøde.

Den ny hovedsponsor sikrer sammen med co-sponsor CK Aarhus de økonomiske midler til, at holdet også i 2017 kan fortsætte på allerhøjeste niveau inden for dansk cykelsport.

”Det betyder meget for CK Aarhus, at vi kan fortsætte med vores succesfulde eliteteam. Det er vigtigt for synergien i klubben, at vi kan favne hele vejen rundt. Og så er A-rytterne fantastiske ambassadørerne for alle medlemmerne,” siger Michael Berling, formand i Cykle Klubben Aarhus.

Hos AURA Energi er man også glade for at have indgået et samarbejde med Danmarks stærkeste DCU-team.

”Vi indledte snakken i sommer, og vi har været rigtigt interesserede i projektet fra starten. Teamet har mange af de samme værdier, som vores virksomhed, og det betyder meget for os, at rytterne kan være gode ambassadører for os i lokalmiljøet,” siger Carsten Höegh Christiansen, administrerende direktør i AURA Energi.

Carsten Höegh Christiansen har selv en fortid som medlem i CK Aarhus, og han var derfor ikke i tvivl om sponsoratet. Han mener selv, at det er i sikre hænder.

”Vi har fuld tiltro til ledelsen på det ny Team AURA Energi – CK Aarhus, og ved at det bliver en god oplevelse for alle parter.”

Om Aura Energi:
AURA Energi er et energiselskab med dybe rødder i den østjyske muld. Det er de mangeårige samarbejdspartnere Brabrand El-selskab, Galten Elværk, Viby El-værk, Østjysk Energi og det fælles datterselskab Lokalenergi, der 28. maj 2014 gik sammen i et nyt fælles energiselskab.

Det er AURA Energis aspiration at være kendt som et førende og troværdigt energiselskab i Danmark. Vi vil opfylde kundernes individuelle behov gennem branchens bedste kundeoplevelse, og vi ønsker at fastholde vores position blandt de 10 største energiselskaber i Danmark gennem rentabel og stabil vækst.

Total Views: 241 ,